Ørkendykkerne bevæger sig ubesværet mellem kunst og politik, blander selvbiografi med rejsereportage, litterær analyse med samfundskritik, idéhistorie med drøm og poesi. I 100 korte prosatekster beskriver Sven Lindqvist sin rejse gennem Sahara i en ramponeret Renault i fodsporene på den klassiske ørkenlitteraturs mestre: Saint-Exupéry, Isabelle Eberhardt, Pierre Loti, Eugène Fromentin, Michel Vieuchange og André Gide - til Tarfaya, Smara, Laghouta og Ayn Sefra.
I 100 korte prosatekster beskriver forfatteren sin rejse gennem Sahara i en personlig rejsedagbog som blander den politiske reportage med det litterære og filosofiske essay
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Sven Lindqvists lille nyklassiker udkom i 1990 og kom på engelsk sidste år. Som de bedste rejseberetninger beskriver den både en rejse i tid og i rum. Bogen er på en gang erindring, essay og krønike og Sahara - indbegrebet af ørken - er oplagt mytestof. Lindqvists fysiske rejse går på tværs af landegrænserne i Marokko, Algeriet og Spansk Sahara med nedslag i de byer, Tarfaya, Ayn Sefra, Smara og Laghoat, der næsten naturstridigt bryder de enorme ørkenstrækninger. De virker lige så mytologiske som deres navne lyder; men Lindqvist skriver som sine fæller i formen og genren, Bruce Chatwin og Claudio Magris, også det historiske, antropologiske og mytologiske ind sammen med den eksistentielle udforskning af sig selv. Dertil kommer det civilisationskritiske aspekt, han foldede helt ud i sin forrige bog Udryd de sataner (93/20). Beretningen er vedkommende og nærværende på alle niveauer uden på nogen måde at blive privat. Og de veltilrettelagte fortællemæssige spring, der bl.a. foretages via andre litterære vestlige ørkenudforskere, Saint-Exupéry, Andre Gide og den unge døde Michel Vieuchange, giver i kombination med det enkle æstetiske sprog og de korte kapitler en dynamik og et perspektiv, der på en gang gør bogen dyb og samtidig let tilgængelig
