»SERIØS LÆSNING, EN OPLAGT OG LETLÆST SAG« – Bent Blüdnikow, Berlingske
Hvem var manden, der førte Tyskland og Europa i afgrunden og var ansvarlig for drabet på millioner af fanger i koncentrationslejrene? Hvor kom han fra, og hvilken samtid prægede ham?
Jørgen Grønvald Laustsen skildrer sagligt og let fortalt Hitlers liv fra fødslen i Østrig i 1899 til hans selvmord i Berlin i 1945. Laustsen gør også rede for Hitlers katastrofale indenrigspolitik fra magtovertagelsen i 1933 og hans rolle som storpolitisk aggressor frem til slutningen af 2. verdenskrig.
Bogen er baseret på omfattende og anerkendte Hitler-biografier af bl.a. Joachim Fest og Ian Kershaw og formidler således den bedste internationale forskning til alle, der gerne vil have den fundamentale biografiske og historiske baggrundsviden om Hitler på plads.
Jørgen Grønvald Laustsen, f. 1973, cand. mag. i samtidshistorie og russisk og forfatter til bl.a. "Den illoyale gesandt" om Thomas Døssing, Frihedsraadets kontroversielle repræsentant i Sovjetunionen.
Hitlers liv fra fødslen i Østrig 1889 til hans selvmord i Berlin 1945
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
En udmærket, letlæst, almen tilgængelig dansk Hitler-biografi. Bogen indeholder if. forordet ikke nyere materiale. Men jeg havde fx ikke tidligere læst om tildragelserne om Hs lig offentliggjort så sent som maj i år. Som decideret biografi er første halvdel bedst og danner fint grundlag for forståelsen af Hs senere handlemåde, ræsonnementer, kompromisløshed og rastløse hasten mod næste mål. Vi får her en udmærket gennemgang af barndommen, de unge år som drivert, militærtiden, opdagelsen og udnyttelsen af talentet som taler og evnen til at vække massernes laveste instinkter på vejen mod magten. En yderligere styrke er de fine sammenligninger mellem Lenin og Stalin samt den gode analyserende indplacering i en bred europæisk baggrund. Fra sidst i 30'erne tipper bogen for mig vel meget over i at blive samtidshistorie om optakt til og forløb af 2. verdenskrig. Fremstillingen er glimrende og faglig velfunderet med fin indplacering af nyere forskning, men jeg savner her en mere udførlig redegørelse for udviklingen fx i Hs personlighed, hans direkte indgriben i krigsførelsen, samspillet med generalerne, rollen i Holocaust osv. I betragtning af at bogen faktisk selv i titlen definerer sig som Hitler-biografi, træder hovedpersonen her for mig vel meget i baggrunden. Bortset fra det, er det en overskuelig og anbefalelsesværdig bog om emnet