Klaus Rifbjerg ser tilbage på et liv, som i ungdomsårene var præget af søgen, men som efterhånden fandt sin sikre bane. Efter at have påbegyndt flere studier på universitetet, flirtet med filmbranchen og arbejdet som journalist, finder han sit rette element, da han får udgivet sin første bog. Erindringerne skildrer det personlige liv med alt, hvad det indeholder: barndom, forældre, ægteskab, børn, utroskab, venner, uvenner karriere, rejser mm.
I denne kronologiske fortælling der blander det familiære med det litterære, skildrer forfatteren (f. 1931) sit liv fra fødslen og frem til det tresindstyvende år
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Sådan! lyder det lettere drillende fra Rifbjerg. Herefter oprulles det sædvanlige Rifbjergske galleri af sjove og underfundige anekdoter, bidske kommentarer, udfald mod litterære kollegaer, nulevende som afdøde, og mild nostalgi fra svundne tider. Herlig læsning for alle Rifbjerg fans. De knivskarpe situationsskildringer og menneskeportætter er Rifbjerg stadig mester for, men han er dog blevet lidt blødere i kanterne og tilbage i bogen står, for de flestes vedkommende, mange kærlige karakteristikker. Rifbjergs litterære fremdragelser og litterære bekendte fylder ikke overraskende det meste af bogen. Levnedsskildringen bevæger sig kronologisk frem til nutiden og det familiære blandes med det litterære. Bogens første tredjedel skildrer barndommen indenfor pæne borgerlige rammer i lærerhjemmet og om skolegangen med tærsk og en krig der ikke rigtig var der. Pubetære forelskelser og gryende seksualitet fylder heller ikke overraskende en del i bogen. Rejsen til Amerika i sommeren 50 og mødet med flotte vuggende sorte piger i Central Park er fint beskrevet. Alt sammen skildret med lige dele humor og melankoli. Bogen forekommer nærværende og personlig, uden at virke alt for privat. En både familiær og litterær "snagebog" til et bredt spektrum af læsere
