Guldet fra Moskva : finansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1990
(2015)
Moskvaguldet var i mange år et kontroversielt emne og en hemmelig viden. Med den kortvarrige åbning af de sovjetiske arkiver i 1990erne blev hemmeligheden delvist brudt. I 2010 og 2011 lod en række udtalelser fra den tidligere DKP-formand, Ole Sohn, ane, at der endnu er ubesvarede spørgsmål.
I bogen redegør en kreds af skandinaviske historikere for den sovjetiske finansiering af de nordiske kommunistpartier i tiden fra revolutionen i 1917 frem til USSRs kollaps i 1990. Morten Thing har redigeret denne undertiden lidt tørre, factsprægede fremstilling der tynget af sine mange tal og enkelte gentagelser fra land til land i øvrigt på overbevisende facon demonstrerer den stærke økonomiske afhængighed som de nordiske kommunistpartier befandt sig i overfor USSR gennem godt 70 år. Forhold der måske undervejs anedes af mange iagttagere, men som oftest ligeså hårdnakket blev benægtet af partiernes inderkreds. Forfatterne der har haft adgang til de sovjetiske arkiver, gør imidlertid op med hele og halve fortielser og dækmanøvrer idet de nøgternt og fordomsfrit afdækker de mange og ikke ubetydelige pengetransaktioner der fandt sted, ofte under konspiratoriske forhold. Heri afspejles så også tiden og vilkårene under hvilke kommunistpartierne måtte virke, en vinkel der ikke er den mindst interessante og som måske undervejs "drukner" lidt i de mange tal. I øvrigt med et forskningsmæssigt præg: omfattende noteapparat, bilag, gengivelse af officielle dokumenter m.v. En udgivelse med stærkt fagligt sigte - og i øvrigt ganske blottet for polemisk stillingtagen