I 1978 fyldte den vesttyske forfatter Hans Werner Richter 70 år, og »Mødet i Telgte« er Günter Grass’ fødselsdagsgave til ham. Richter var sjælen i den navnkundige »Gruppe 47«, den løse sammenslutning af forfattere, som blev en vigtig faktor i skabelsen af en ny tysk litteratur efter anden verdenskrig.
Grass, der altid har ment, at nutiden belyses bedst af fortiden, har skrevet en historie om, hvorledes tyske poeter for mere end tre hundrede år siden samles i den lille by Telgte i Westfalen – i 1647, mens man i de nærliggende byer Münster og Osnabrück forhandler om »den westfalske fred« efter trediveårskrigen. Mens krigen omsider går på hæld, sidder poeterne og læser deres produkter op for hinanden for at overbevise sig selv og andre om, at det fælles sprog, ordets magt kan genskabes, skønt fædrelandet er sønderslået og ødelagt af de mange års krig. Og de forsøger også at udforme et opråb til de forhandlende parter, at blande sig i politik altså – et tema, som Günter Grass er velbekendt med.
I sin historie lader Grass en række af 1600-tallets tyske digtere passere revy (et par af dem var allerede med i et kapitel i »Flynderen«). Man kan finde alle forfatterne og deres værker i litteraturhistorien, men man behøver ikke at gøre det for at kunne læse denne fortælling – og man behøver heller ikke at tro, at der er tale om en nøgleberetning om nutidige forfattere. I første række handler bogen om det samme som Grass’ forfatterskab i øvrigt: om kærlighed, krig, politik, historiens betydning og kunstens, – den handler om den store idealisme og den lille forfængelighed, om en verden behersket af vold, men også om muligheden for at sætte noget op mod volden, at række hånden med pennefjeren op gennem ruinerne, som det ses på omslaget. Derfor spiller også to af tidens største kunstnere to af de største roller i fortællingen: komponisten Heinrich Schütz og forfatteren Grimmelshausen, (her under navnet Gelnhausen) der (længe efter 1647) skrev skælmeromanen »Simplicissimus«.
