Sofie går hjem fra skole. Hun stopper ved en butik. Så kommer pigebanden. De stiller sig rundt om hende. Sofie skal til at råbe om hjælp. Men hun bliver holdt for munden.
Jørn Jensen, født 1946, yderst produktiv og prisbelønnet børnebogsforfatter, uddannet guldsmed og lærer. I sin tid som skolelærer mødte Jørn Jensen mange børn med læsevanskeligheder og fandt, at der var mangel på læsemateriale til de små nye læsere, der kunne vække ægte læseglæde. Hans tanke var, at læseglæde og indlæring går hånd i hånd, og at kun den gode historie og appetitlige bog kan fange børnenes interesse, og derfor gik han selv i gang med at skrive. Han står nu bag flere hundrede letlæselige bøger til børn, hvoraf især genrer som mystik og gys skal fremhæves. Alle hans bøger er illustrerede.
Tre piger hugger Sofies mobil og halssmykke på åben gade. Senere overfalder de igen Sofie og forlanger, at hun skal stjæle for dem. Ellers skal hun aflevere sin nye mobil.
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
9. og 10. bog om Sofie lever fuldt op til de øvrige titler i den populære serie. Overskrifter, forsidebilleder og bagsidetekster signalerer brandaktuelle temaer; ubehagelige problemstillinger, som pludselig kan rykke ind i skole- og fritidsliv. Her starter de på første side, og spændingen bevares fra start til slut. Bøgerne, på kun lix 12, er som skræddersyede til målgruppen af 9-12-årige piger. Sproget er letflydende, der er typisk brugt korte præcise hovedsætninger, og de bløde og velkendte akvarelagtige illustrationer passer godt til teksterne. I begge bøger kommer de kedelige oplevelser pænt på afstand til sidst. I Onde mobilfotos driller Trine Sofie med mobilbilleder af Sofies ekskæreste Simon, der hedt kysser sin nye kæreste Louise. Onde mobilfotos først af Simon i det bare ingenting i omklædningsrummet og senere af en vikars ben sendes lynhurtigt rundt til alle kammerater i skolen. Nogen morer sig, og andre græmmes. Grænser overskrides, og hvor er etikken? I Sofie og pigebanden bliver Sofie helt umotiveret passet op af tre kedelige pigetyper, der tager hendes mobil og halssmykke. Politiet kan intet stille op, og Sofie er utryg. Uheldigvis konfronteres hun igen med banden, der tvinger hende til at stjæle. Sofie er bundulykkelig, men så går hendes far i aktion. Velegnet til 3.-5. kl. som fritidslæsning eller som læsetræning (og diskussionsemne) i skolen