Med sine epokegørende studier inden for områder som erkendelsesteori, metafysik, fysik, geometri og psykologi satte den franske filosof René Descartes en helt ny dagsorden for europæisk tænkning og videnskab. 350 år efter hans død er ikke mindst hans opfattelse af den menneskelige bevidstheds natur stadig en udfordring for filosoffer, naturforskere, dataloger og psykologer og for mennesker, der anfægtes af moderne videnskabelig og teknologisk kultur. Bogen er en spændende introduktion til Descartes filosofi og kan læses af lægmand såvel som folk, der er velbevandrede i filosofiens verden.
Indføring i den franske filosof René Descartes' (1596-1650) liv og filosofi
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
At man bør tvivle på alt og "jeg tænker, altså er jeg", er vel hvad de fleste forbinder med Descartes, filosof, matematiker og naturvidenskabsmand (1596-1650). Ophavsmand til den filosofiske rationalisme. Kun et af hans hovedværker, Om metoden er fuldt oversat til dansk. Han er omtalt i de fleste filosofihistorier. I forhold til det eneste andet værk om Descartes, Cottinghams Descartes (1998), er Kochs bog om Descartes' forudsætninger, liv og ideer meget mere nuanceret og omfattende. Koch oversætter renæssancens og oldtidens verdensopfattelse til nutidens tænkemåde på en letforståelig måde. Descartes brød med denne årtusindgamle videnskabstradition fra Aristoteles' tid. Men hans manglende indsigt og angst for at lide samme skæbne som Galilei bremsede. Koch gennemgår detaljeret Descartes' værker. Hans nærmest håbløse naturfilosofi blev tilbagevist allerede i samtiden, men hans ideer om jeget og den menneskelige erkendelse var banebrydende og inspirerede senere filosoffer. Denne del af bogen kræver en del filosofikundskab af læseren. Koch (Københavns Universitet) har skrevet en håndfuld akademiske bøger om filosofiske emner og er medforfatter til Den europæiske filosofis historie (2. opl. 1996)