Første person, anden person

Allerede i det første kapitel i denne store collage af tekster udtrykker Niels Frank sin skepsis i forhold til "den gode fortællings blik", hvor forfatteren som en anden patriark eller Vorherre sidder inde med det store overblik og viden om al tings rette sammenhæng. NF's strategi består i det stik modsatte, nemlig at blande genrer og synsvinkler som aldrig får lov til at falde på plads i noget system. Her sker det konkret i form af dagbogsnotater, aforismer, essays, rejsebeskrivelse, erindringsfragmenter og digte. Bogen blander på tværs af kronologien nyskrevne tekster med omarbejdede tekster fra tidligere udgivelser, især Yucatán og Livet i troperne, på en sådan måde at reflekterende essays og noter, hvor forfatteren går i dialog med avantgardekunstens værker og kunstnere, indgår på samme niveau og med samme vægt som det meget personlige og kunstnerisk subjektive stof. I kraft af sin brogede mangfoldighed og bevidste stilbrud undgår bogen at ende som et monument over et forfatterskab. Den er et konstant bevægende og bevægeligt netværk af tekster som gennem tilnærmelser, digressioner og forskydninger understreger "at et værk aldrig kommer på plads, men er tvunget til hele tiden at bevæge sig, og at vi som mennesker må gøre det samme." Denne sammebinding af æstetik og liv/etik er møntet på Marcel Duchamp, men karakteristikken kan med samme ret gælde NF's forfatterskab og i særdeleshed denne enestående bog