Digte udvalgt og genudgivet af hendes mand Poul Nakskov. I samlingen bevæger Tove Meyer (1913-72) sig fra barndomserindringer og en lyrisk 30-modernistisk stil til et voldsommere og mere abstrakt og moderne udtryk.
Det er over 30 år siden at dette udvalg af Tove Meyers digte udkom første gang, men i kraft af de seneste tiårs fornyede lyrikinteresse har tiden i høj grad arbejdet for dette markante forfatterskab, der består af blot seks digtsamlinger, udgivet i perioden 1935-67. Bortset fra et efterskrift af Paul Nakskov og tilføjelsen af en enkelt tekst, digtsuiten "Dagene", er udvalget identisk med 1. udgaven fra 1969. Selv om hovedvægten er lagt på den senere og kvalitativt vægtigste del af forfatterskabet afspejler udvalget også en kunstnerisk udvikling, hvor TM's digte langsomt vikler sig ud af sensymbolismens religiøse metaforik frem mod modernismens mere komplekse og personlige billedsprog, der nu får sanselig fylde og konkretion. Tematisk er der tale om en stor kontinuitet gennem hele forfatterskabet, samlet omkring eksistentielle temaer som natur, tid, alder og død. Udvalgets titel afspejler meget præcist dobbeltheden i digtene mellem moderntietens kværnende, mekaniske tid, knyttet til glemsel og tab, og på den anden side havets/naturens/barndommens vegetative rytmer af gentagelse og "evighed". Digtenes særlige kombination af lidenskab og formbevidsthed gør slægtskabet med nutidige kvindelige lyrikere som Pia Tafdrup og Naja Marie Aidt indlysende, og TM's lyrik kan formidles på linje med disse
