"Denne bog er tænkt som en hyldest til mennesket. Mennesket som tænkende, følende, villende og skabende væsen. Mennesket som et enestående væsen i naturen. Mennesket som kunstnens, filosofiens og videnskabens behersker."
Mennesket er ganske rigtigt nået uanede højder af formåen inden for alle mulige aspekter af livet og verden. "Lyset og mennesket" fokuserer på menneskets opfattelse af lyset og de måder, hvorpå den lader til at trodse vores gængse forståelse af fysikkens love. Bogen undersøger clairvoyantes oplevelser, som ikke skyldes sædvanligt fysisk lys, og gennem statiske undersøgelser finder bogen stærke indicier for, at mennesket besidder evner for paranormale fænomener som telepati og clairvoyance.
Den danske forfatter Torben Skettrup er docent i fysik ved Danmarks Tekniske Universitet. Han er indehaver af Lenadans Forlag, hvor han blandt andet har udgivet bøgerne "Lyset og mennesket", "Optiske kuriositeter" og "Børnene og dyrenes oprør".
Natur og overnatur har altid været to uforenelige størrelser. Men hvad gør man så, når man nu er interesseret i begge områder? Forfatteren er docent ved Danmarks Tekniske Universitet med lys som speciale, og er samtidig optaget af fænomener som clairvoyance og telepati. Sidstnævnte fænomener lader sig imidlertid ikke måle med videnskabelige metoder og må derfor forkastes inden for denne kontekst. Men de forekommer dog alligevel, og derfor vedtager forfatteren at indføre mennesket som måleinstrument. Forstået på den måde at de ting, naturlige som overnaturlige, som mennesket (eller visse mennesker) registrerer, også er udtryk for en virkelighed. Med eksempler fra den klassiske fysiks forskningsmetoder specielt inden for lys samt de få men signifikante undersøgelser, der er foretaget for at påvise telepati og andre paranormale fænomener, lykkes det Skettrup at sandsynliggøre, at mennesket, som pr. definition både er et fysisk og et ikke fysisk væsen, er i stand til at registrere indtryk på begge områder, som bør tillægges lige stor værdi. Det er sjældent, at en etableret videnskabsmand vover sig ind på et så forkætret område, men han gør det med en videnskabelighed, som især skulle gøre det muligt at få hans kollegaer i tale