”Simon!” brøler mor igen rasende. ”Jeg har snart fået
nok af dine skarnsstreger! Du giver mig grå hår i hovedet!
Det er din skyld, at jeg får en ny rynke hver
evig eneste dag!”
Simon Strand kommer ikke særlig godt ud af det
med sin mor. Simon er lidt doven, og det driver hans
krævende mor, der altid skælder ud, til vanvid. Især
fordi Simons søster er et flittigt og artigt mønsterbarn.
Selv synes Simon ikke, at nogen har så fæl og
næsvis en stræber til søster som ham. Ingen niårig
dreng burde straffes med en sådan ulykke.
Men på én nat ændrer alt sig. Det eneste, der skal til,
er en gammel, tyndslidt pude.
