En eksplosiv krimisaga om de irske og italienske forbrydersyndikater i Amerika op gennem den sidste del af det 20. århundrede.
PROVIDENCE, RHODE ISLAND, 1986
29-årige Danny Ryan er en hårdtarbejdende havnearbejder, en kærlig ægtemand, en loyal ven og lejlighedsvis lejesvend for det irske forbrydersyndikat, der kontrollerer det meste af byen. Han længes efter mere og drømmer om at starte på en frisk et sted meget langt fra alting. Men da en moderne Helena af Troja udløser en krig mellem rivaliserende mafiafraktioner, bliver Danny inddraget i en konflikt, han ikke kan undslippe. Nu er det hans tur til at træde til for at beskytte sin familie, de venner, der står ham nærmere end brødre, samt det eneste hjem, han nogensinde har kendt.
Flammernes by er første del af en trilogi, der udforsker klassiske temaer som loyalitet, forræderi og ære, og som Stephen King har kaldt for ”en moderne Iliade”.