Min onkel, der arbejder på en midtjysk fabrik, spurgte engang, hvornår jeg møder på arbejde. Det var hans måde at få et greb om, hvad jeg arbejder med, hvad en forsker og endda en humanistisk forsker egentlig laver. Det hjalp ikke, at jeg lidt kækt svarede: ‘En time efter jeg er stået op.’ Mit svar gjorde nok ikke andet end at forstærke hans forestilling om, at universitetet i almindelighed og humaniora i særdeleshed er et fremmed land.
Denne lille bogs tema er dette fremmede land. Jeg prøver at give et bedre og i hvert fald længere svar til min onkel ved at kortlægge humanioras fortid, nutid og mulige fremtider. De sidste par års debat om humaniora har vist behovet for, at humanister ikke bare præsenterer deres resultater og indsigter, men også fortæller mere om deres metoder og arbejdsgange.
