Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament: skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med metakommentarer og synske hvirvler. En engel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliver lidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englen stilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til.
