Da finnerne rømmer og brænder den lille by Suomussalmi før russerne kommer i december 1939, bliver én mand tilbage. Det er brændehuggeren Timmo Vatanen. Timmo har boet i Suomussalmi hele sit liv og hører ikke til nogen andre steder. Og nogen må jo forsvare ruinerne og gøre det rigtige, hvor umulig opgaven end må synes, og uanset om det giver venner eller fjender. Huggerne er en gribende eksistentiel roman om syv mænd, som må tage slæbet i fællesskab, om brænde og varme og et par damesko. Og om ordet "tak".
En roman som med et enkelt og kraftfuldt sprog efterhånden griber læseren. Det er ikke den dybe personskildring som er forfatterens ærinde, han udfolder snarere et usentimentalt enkelhedens billede af det lille, anonyme menneske som bevarer humanisme og godhed midt i rædslerne. I december 1939 rømmer og afbrænder finnerne den lille by Suomussalmi, før russerne kommer. Brændehuggeren Timmo, hvis navn vi først hører til sidst i bogen, bliver som eneste mand tilbage. Han nægter at forlade det eneste, han kender. Da russerne kommer, henrettes han mod forventning ikke, men indlemmes i den syv mand store gruppe af russere, som ikke kan udføre andet krigsarbejde end at hugge det livsnødvendige brænde som værn mod den dødelige kulde. Det bliver nu Timmo som holder gruppen i live, ikke mindst via sin uheroiske menneskelighed. På baggrund af den evindelige brændehugning udfolder kulden, overlevelsesevnen og medmenneskeligheden sig i prægnante glimt for læseren. Russeren, Den Evige Løjtnant, dukker kun op i få sætninger, men står alligevel stærkt for læseren. Ligesom Timmos efterforskning af gruppens skæbne 20 år efter, griber ved sin underspillede intensitet. En lille stor roman som også pga. sit drive, henvender sig til flere læsere, end man måske umiddelbart kunne tro
