Moden kærlighed : om kærlighed, jalousi, sex og samvær i en moden alder
(2019)
Det bliver mere og mere almindeligt, at man oplever flere ægteskaber i sit liv. Ét hvor man er ung og får børn. Og ét, hvor man som et mere erfarent menneske går ind i det modne parforhold.
Det er denne modne kærlighed, der er temaet i Marianne Koester og Kjeld Koplevs bog. De har naturligvis taget udgangspunkt i deres egne erfaringer, men de har også set sig omkring og brugt af andres glæder, forviklinger og sorger.
Bogen er tænkt som inspirationskilde til de mange danskere, der enten sidder i et modent parforhold eller er på vej ind i det. Bogen er illustreret af Dan Harder.
Kjeld Koplev (f. 1939) er en dansk forfatter og journalist. Han har skrevet fire voksenromaner samt et hav af børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er skrevet sammen med hans kone, Marianne Koester. Han har i mange år arbejdet som journalist på Danmarks Radio, hvor han blandt andet har lavet programmer om film, teater, musik og bøger.
Marianne Koester (f. 1941) er en dansk forfatter og skolelærer. Hun er uddannet designer på Kunsthåndværkerskolen og arbejdede en årrække som underviser og kostumeskaber. De seneste mange år har Marianne Koester imidlertid fokuseret på forfattergerningen og har skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger sammen med sin mand.
Forestil dig en af de velkendte parterapibøger krydret med eksempler. Fjern teorien, og du har grundidéen for denne bog. Den består nemlig udelukkende af eksempler i form af essays, historier, eventyr, noveller, digte og enkelte interviews. Personerne hedder hele tiden "han" og "hun", der er tale om mange forskellige par. Dermed fremkommer en slags ukommenteret reportage. Moden kærlighed er temaet. Det være sig gammel kærlighed som kærlighed af nyere dato f.eks. 2. eller 3. ægteskab. Det, forfatterne ønsker at vise, er, at kærligheden har mulighed for at blive rigere i 2. halvdel, om det så er med samme eller ny partner. Forfatterne søger ikke at styre læseren. Det er fuldstændig overladt til en selv at drage meningen ud af de enkelte beretninger. Om bogen er vellykket eller ej, er jeg faktisk i tvivl. Personligt finder jeg historierne lidt for private (læs: uvedkommende), men jeg kan sagtens tage fejl på det punkt, skønt jeg vel tilhører målgruppen. Bogen kan godt gå hen og blive en kultbog for midaldrende elskende og sølvbrudepar. Omslaget er mere end indbydende. Dan Harder rammer med sine illustrationer en varm tone. Bogen er velskrevet og letlæst