Det kan ske, at man man må rejse ud i verden for at genfinde noget tabt inde i én selv. Det erkender de kvindelige hovedpersoner i Lisbeth Bendixens sanselige roman "Lyset over Carmague".
Sarah er forsvundet fra sin plejefamilie i Jylland, og familiens feriebarn Lisa rejser til Provence for at finde hende. De er begge på en form for opklaringsarbejde. Lisa leder efter Sarah, og Sarah leder efter sine rødder. For hvor kommer det røde hår og de kunstneriske evner egentlig fra? På rejsen gennem de provencalske landskaber med duftende lavendellunde, strålende solsikker og smalle brolagte landsbygader føres Sarah efterhånden nærmere på sin mystiske arv, og måske har den noget med den verdensberømte maler Vincent van Gogh at gøre.
Lisbeth Bendixen (1923-2004) var en dansk forfatter og lyriker. Hun debuterede officielt som digter i 1958, da hun fik en række digte udgivet i tidsskriftet "Hvedekorn", men det var først i 1975, da da hun vandt Politikens Kronikkonkurrence, at hun for alvor sprang ud som forfatter. rnSiden skrev Lisbeth Bendixen en række anmelderroste romaner, og hendes arbejde er flere gange blevet belønnet med legater fra Statens Kunstfond.
I landskabet Camargue i Provence finder en dansk kvinde omsider sine rødder og opdager, at spiren til hendes kunstneriske evner blev lagt af Vincent van Gogh
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Romanen har som sit udgangspunkt ideen om, at den rødhårede Sarah, der er vokset op som plejebarn hos et gårdmandspar i Jylland, i virkeligheden er Van Goghs oldebarn og hendes mor enstriptease danserinde fra Marseille. Romanens indleder, Lisa, er feriebarn på gården. Sarah er forsvundet, og Lisa rejser til Provence for at finde hende og rede trådene ud. Tanken er sjov nok, menromanen er i sin udformning så kort og skitseagtig, at den har svært ved at fastholde læserens opmærksomhed, og læsningen efterlader et lidt mekanisk indtryk, måske på grund af det meget kontantesynsvinkelskift: Lisa fortæller, Sarah fortæller o.s.v. Der tales meget om den kunstneriske proces, Sarah maler, måske ikke så uventet, 'vilde' billeder, men heller ikke det bliver på nogettidspunkt rigtig spændende som det f. eks. gør det i Eva Figes roman om Monet fra nogle år tilbage med titlen Lyset. Lisbeth Bendixen har som forfatter sin styrke i den realistiskehverdagsfortælling, og hun skriver et smuktdansk, som heller ikke fornægter sig i den her foreliggende roman. Men den fascination, hovedpersonen uden tvivl har vakt hos forfatteren, forplanter sigikke overbevisende til læseren
