Efter militærkuppet i Tyrkiet i 1980 blev mange politiske modstandere af styret fængslet. Deriblandt Hüseyin Duygu, som på det tidspunkt var 20 år gammel. I et år var han tilbageholdt og dagligt tortureret. Han overlevede, men efter sin løsladelse måtte han gå under jorden, indtil han i 1984 flygtede til Danmark og fik asyl. At komme til Danmark var hans redning, men også indledningen til en lang, smertefuld fysisk og psykisk rehabilitering.
Hüseyin Duygu fortæller usentimentalt sin historie om opvæksten i Tyrkiet og det politiske engagement, der førte til fængslingen og torturen. Om flugten til Danmark og om hvordan det er at blive integreret i en fremmed kultur. Hans personlige erfaringer giver en forståelse af den baggrund, mange flygtninge i Danmark kommer fra. Det store mod og viljen, der skal til for at komme videre i livet, og afhængigheden af andre menneskers accept, tolerance og respekt.