Lektørudtalelse

Efter forfatterens flotte romandebut Mens solen langsomt brænder op (1987) om en studie- og dannelsesrejse til Peru, er det et anderledes dystert tema, der her intoneres med sort indpakning.Bogens jeg-fortæller er en ung mand, der lige er blevet student fra en mindre ikke nærmere lokaliseret by i Nordjylland. Siden den tidlige barndom har han været en sky og nervøs dreng, der erblevet kanøflet af skolekammeraterne. For at bryde isolationen melder han sig til et meditationskursus der resulterer i noget, der ligner en kundalinirejsning, som kaster ham ud i en voldsompsykisk krise med angstanfald, hallucinationer og selvmordsforsøg. Ud over at være et anklageskrift mod den alternative terapi verden er bogen en meget knugende og bevægende skildring af en ungmand som offer for samfundets, forældres og egne krav om normalitet. De lange passager med mareridtsvisionerne virker rystende og enerverende i starten, men holder man ud, belønnes man med enhistorie, der giver løfter om et stortforfatterskab, der tør risikere noget ved at skrive om det ubeskrivelige. Løfter som ikke helt tilgodeses af bogens lidt ufærdige og anæmiske fysik