Lektørudtalelse

Forfatter: Gudrun Lau Bjerno

Foruden flere romaner, heriblandt den meget læste Kysse Marie, 1994, har Juliane Preisler også fået udgivet digtsamlinger, senest Hun, 1991, og Fuglenat, 1993, som Liv ligger i forlængelse af. Også denne gang konfronteres læseren med den umulige kærlighed, det smertende brud og den martrende erindring. Kroppen skriger stadig efter den andens, eller bare en eller andens berøring til at stilne behovet for ømhed og nærhed - om så blot for et øjeblik. Fortællerpositionen er 3. persons han, hun og de, men det lyriske jeg opleves som suverænt kvindeligt. Her dog med den finesse, at også animus-siden respekteres, og at perspektivet udvides ved at lade den aldrende kvindes tristesse og dødsangst komme til orde. Som disse er kommet til Juliane Preisler, der ved sin enkle sprogkraft må fascinere såvel den forudsætningsløse som den krævende lyriklæser