Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Kort om bogen

Et stort og varieret udvalg af kommentarer, anmeldelser og debatindlæg af den kontroversielle skribent og debattør, der døde tidligere i år. For debatinteresserede

Beskrivelse

Claes Kastholm døde tidligere i år. Han var cand.phil. i litteratur, men bevægede sig hurtigt over i journalistik. Han arbejdede derefter mange år i dagspressen som tv- og litteraturanmelder, kritisk skribent og debattør. Først på Politiken derefter på Ekstrabladet og sidst på Berlingske Tidende - især kendt for klummerne "Groft sagt" og "Læst og påskrevet". CK engagerede sig i andre kulturaktiviteter og var med til at stifte den borgerlige tænketank Cepos. Bogen er redigeret af tidl. chefredaktør Sven Ove Gade og giver et omfattende emneopdelt udvalg af kommentarer, anmeldelser og klummer og er forsynet med en introduktion til CKs liv, arbejde og position i tidens debat ved journalist Hans Mortensen

Vurdering

Det solide udvalg af tekster giver et dækkende billede af CKs skribentvirksomhed, der har et klart borgerligt og systemkritisk afsæt. Det gælder også i de kulturelle kommentarer og om de forfatterskaber, han forfægter om fx Henrik Stangerup. HMs introduktion er både interessant og velskrevet

Andre bøger om samme emne

CKH har selv udgivet en biografi om sin mor En kvindes historie - fortalt af hendes søn. Derudover findes bogen om CKHs frænder i ånd og anskuelse Du må ikke sjuske med dit liv, som også beskriver nogenlunde samme livs- og samfundssyn