Lektørudtalelse
Kort om bogen
Kender du Christen Berg? Hvis ikke, kan du her få en grundig og levende biografisk gennemgang af livet for den karismatiske avisejer, politiker og medstifter af Det Forenede Venstre. For læsere interesserede i Venstre, dansk politik 1850-1900 eller Berg som person
Beskrivelse
Forfatter og tidligere lærer hos IBC Erik Voss, beretter i kronologisk form om politikeren Christen Berg. Da Berg blev født i 1829, stod det ikke skrevet i stjernerne at bondesønnen fra Fjaltring, skulle blive en politisk legende. Berg var i sin ungdom en populær lærer i Kolding området og var stærkt påvirket af Grundtvigs tanker om folkefrihed. I 1866 blev han valgt ind i Folketinget og i 1870 blev han en af det forenede Venstres første ledere. Berg var på mange måder en politiker der var forud for sin tid, og sideløbende med sin politiske karriere var han en dygtig forretningsmand og skabte et avisimperium med "De Bergske Blade". Forord af Jakob Ellemann-Jensen. Med illustrationer, noter, litteraturliste og personregister
Vurdering
Gennemarbejdet og velskrevet biografi. Detaljerigdommen gør den lidt tør at læse, men det opvejes af sproget som er ikke-akademisk og levende. Fordrer en vis interesse og viden om dansk politik
Andre bøger om samme emne
Nyeste biografi om Berg er C. Berg fra 1929. Hans politiske liv er også beskrevet i bøger om hans mere kendte partifælle og senere politiske modstander, Viggo Hørup, fx Hvad skal det nytte? og Den mørkeste gåde