Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Jørgensen

Kort om bogen

Tag med på en rejse gennem Himalayas regioner, hvor kulturer, sprog og mennesker er så mangfoldige, som bjergene er høje. For læsere med hang til moderne opdagelsesrejser

Beskrivelse

To rejser med en samlet varighed på otte måneder er grundlaget for denne bog af den norske forfatter og socialantropolog Erika Fatland. Hun rejser gennem Himalaya, sneens bolig, og besøger regioner dækkende fra det østlige Kina gennem Pakistan, Kashmir, Nepal, Bhutan og Indien, og altid med Himalayas tinder som bagtæppe. Forfatteren rejser alene og besøger en vifte af steder og mennesker fra Mount Everest Base Camp og tibetansk nonnekloster til krigslignende tilstande i Indiens provinser og en reinkarneret gudinde i Nepal. På vejen mødes mange mennesker, og det er gennem disse møder, at Fatlands beskrivelse af Himalaya og dens mangfoldige og brogede befolkning opstår. Ind i mellem samtalerne, som veksler mellem det spontane og det planlagte, suppleres med fakta om en fantastisk varieret del af verden. Gennem hele rejsen ligger en undertone af det traditionelle, der møder og ofte kæmper med det moderne, som fx da Fatland krydser mellem det strengt islamiske Pakistan og det noget mere løsslupne Indien

Vurdering

Erika Fatland er en ægte opdagelsesrejsende i moderne tid. Hun rammer en letlæselig men samtidig forbilledlig informerende stil, der ubesværet tager læseren med på rejse gennem både skæbner, konflikter og de helt nære historier. Der er tale om rigtig fin rejsebeskrivelseslitteratur

Andre bøger om samme emne

Fatlands to bøger Grænsenog Sovjetistan følger stort set samme form