Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Kanding

Indscannet version af gammel lektørudtalelse

I serien Historiske Kilder, beregnet for hf og gymnasiet, foreligger der nu et hæfte med materiale om Påskekrisen i 1920 og de Ruslandsforhandlinger, der fandt sted samtidig hermed. Indledningen beskriver kort handlingsforløbet omkring Påskekrisen og opridser Ruslands-forhandlingerne om de danske erhvervsinteresser i Rusland efter bolsjevikkernes magtovertagelse. Forf. antager, at der er en sammenhæng mellem Påskekrisens udløsning og Ruslands-forhandlingernes fiasko ud fra den antagelse, at H. N. Andersen fra ØK organiserede et komplot mod regeringen Zahle for at forpurre nogle forhandlinger med Rusland med det formål at knuse en af ØK's konkurrenter, Transatlantisk Kompagni. Kilderne er sammenstillet ud fra denne opfattelse. Der er ialt 81 kilder, samt en replik af Kai Moltke. Forf. har oversat fremmedsprogede kilder og normaliseret russiske navne. Desværre har han osse normaliseret retskrivningen og tegnsætningen. Bagest i bogen findes en nyttig kronologisk oversigt,regeringsliste, fortegnelser over personer, organisationer, istitutioner og virksomheder, samt kilde- og litteraturfortegnelse. Bogen er et udmærket grundlag for kritiske studier i Påskekrisen, og osse anvendelig uden for skolen