Lektørudtalelse
Rikke keder sig, da hun skal med sin far til et møde. Hun kravler ned under bordet og ud på gangen. Da hun synger, tysser hendes far på hende. Hun keder sig. Da opdager hun en saks og en masse kaktus. For at undgå at de skal stikke får hun travlt med at klippe nålene af, indtil døren går op og skaden opdages. Først skældes der ud på den slemme pige. Men så erindrer mændene nogle af deres egne meriter fra barndommen: En havde pillet alle bladene af en nyplantet træ, en anden havde givet naboens kanin rottegift. Rikke lover aldrig mere at klippe nåle af kaktus, hvis de lover aldrig at gentage deres fejl. Det er en god, letlæst historie, der med megen humor suppleres med de sort/hvide tegnede illustrationer. Bogen er god til læsetræning i 2.-3. klasse