Lektørudtalelse
Zion-pagtens 6. og afsluttende bind bringer os frem til 1939 - kort før krigsudbruddet, og alle de personer, vi har lært at kende gennem mere end 3000 sider lykkes det at bringe i nogenlunde sikker havn i England. Tilstandene i Centraleuropa er præget af kaos - ikke mindst for jøderne, der i tusindvis søger visum for i det mindste at bringe børnene i sikkerhed. Violistinden Elisa får dog omsider det meste af sin familie samlet omkring sig, trods nazisternes stadige forsøg på at lægge alt, hvad der er knyttet til hende og hendes jødiske familie for had. Karakteristisk for hele serien har været de hurtige sceneskift mellem en række forskellige dramatiske tableauer i Mellemeuropa, England og Palæstina. Spænding, drama, næstekærlig opofrelse og historiske facts om jødiske forhold har bidraget til en mammutserie, der trods - eller måske netop på grund af - visse triviallitterære elementer bestemt har haft sine trofaste læsere. De behøver nu ikke at vente længe for at høre, hvordan det så gik under selve krigen, for en del af personkredsen vil genopstå i en kommende ny serie, loves det