Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

De fleste 8-9-årige piger kender sikkert Ane og hendes familie fra et eller flere af seriens tidligere bind, og de kan lide at læse om dem. Anes forældre er skilt, hun bor hos sin mor, men er ofte hos sin far. Her i seriens 14. bind besøger de to farmor. Hermed bliver bogen bl.a. en fortællling om, hvordan børn og ældre kan have det sjovt sammen. Farmor er gammel og lidt forsigtig, alligevel lykkes det Ane at lokke hende med på sin og faderens tivolitur. Farmor slår sig løs og får prøvet det hele, og de tre generationer har en dejlig dag, hvis højdepunkt bliver at far falder i vandet fra en båd på Tivolisøen. Endnu et godt eksempel på, at der kan skrives på en gang letlæst og meningsfyldt for de yngste selvlæsere. Omslag og illustrationer viser en sød og sommerlig Ane og en lidt nostalgisk opfattelse af en "rigtig" bedstemor