Lektørudtalelse

Forfatter: Bente Nielsen

I den niende bog om Adam er problemet, at avisdrengen Goliat, som er et stort brød fra syvende, har lovet to af Adams kammerater tæsk. Adam kommer til at prale med, at han kan ordne Goliat med den éne hånd i lommen. Drengene lægger sammen med Adams far krigsråd, og de forsøger dernæst med list at overrumple Goliat. Det bliver dog Eva, der pacificerer ham ved at beundre hans styrke. Da hun desuden foreslår ham en biograftur, bliver han blid som et lam og lader smådrengene løbe. Temaet er ikke ukendt blandt børn. Det er her blevet til en sjov lille historie, som er helt på linie med resten af den populære serie. Også det lette sprog med den megen dialog, de skægge farvestrålende illustrationer og det åbne, tiltalende layout svarer nøje til seriens øvrige bind. En herlig bog for de 8-9-årige begynderlæsere