Lektørudtalelse

Når man som titel på sin digtsamling vælger ordet "Digte" og så det årstal, bogen udgives, kommer man automatisk i selskab med danske digtere som Adam Oehlenscläger og Johs V. Jensen, der med bøgerne Digte 1803 og Digte 1906 satte et par af de betydeligste milepæle i dansk litteraturhistorie. Så vidt kommer det næppe med denne udgivelse, hvor digtene hverken enkeltvis eller samlet gør stort væsen af sig. Her og der er der digte med kønt sprog og patetisk metaforik, men digt for digt har det med at afmontere sig selv undervejs nedad siden. Som jævnaldrende læser forstår jeg godt, at Gjedsted, der som jeg er først i halvtredserne, nok nu og da er lidt mismodig og griber til digtet, hans traditionelle udtryksform. Men det forekommer mig, at digtene som meddelelse betragtet ikke når ud over rampen. Gjedsted snakker med sig selv om dette besværlige liv, mindes anekdotisk nogle oplevelser, pludrer om kærlighedens nærhed og fjernhed og om steder og landskaber, men skal den snak blive til holdbar poesi anno 1999, så må der satses højere både når det gælder stof og virkemidler. Ikke mindst, når man i valg af bogtitel foregøgler sig, at man har format til at plukke kirsebær med de store