Lektørudtalelse

Forfatter: Bente Nielsen

Kirsten Mejlhede Krog har skrevet mange let læste bøger for unge og heri behandlet vanskelige, men vedkommende problemstillinger. Det gælder også for denne bog, som udvikler sig til en ganske barsk historie, der kombinerer ungdommens almindelige problemer med alderdommens ofte svære vilkår. Den unge Malin har en højt elsket farmor, der bor på plejehjem. Malin besøger hende ofte, men oplever en gradvis stigende modløshed og afmagt hos farmoderen, der sidder i kørestol og føler sig overflødig. Malin har efterhånden selv svært ved at forholde sig positivt til farmoderen, der førhen var livlig og kraftfyldt. Da hun til sidst begår selvmord, bliver den efterfølgende tid meget vanskelig for Malin, selv om hun får hjælp fra flere sider. Det er en varm og vedkommende bog med stof til megen eftertanke. Den er fortalt i et velformuleret, let læst sprog, der suppleres med udtryksfulde og spændende farveillustrationer. Bagsideteksten annoncerer en fortsættelse. Bogen er et godt læsetilbud til svage unge læsere fra 14 år