Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Thaarup

Forf. er født i 1970 i Berlin - og den foreliggende novellesamling er hendes debut. De 9 fortællinger er stilsikre, eksperimenterende og skildrer tidstypiske problemstillinger. Scenen er ofte storbylivet med uforpligtende og skiftende forhold, personerne oplever en masse valgmuligheder, som de har svært ved at forholde sig til - og derfor viger de tilbage fra at træffe konsekvente beslutninger. I titelnovellen er fortælleren en del af en gruppe intellektuelle unge, der udover den kunstneriske aktivitet især er beskæftiget med at drikke sig fulde og ryge sig skæve - og i periferien optræder taxichaufføren Stein, som ikke har noget sted at bo og som derfor logerer lidt rundt omkring med sine plasticposer. Imidlertid har han en drøm om at købe sig et hus, hvilket nok lykkes men alligevel bliver den store fiasko for ham. Der er i bogen en melankolsk tone og en tilsyneladende enkel fortællestil, men lige som den bevidst særprægede tegnsætning er original og personlig, så er der lige under overfladen farlige kræfter på spil. Tilfældige forhold og hændelser, eksperimenter med sex og stoffer - og en generation uden ret meget tro på fremtiden - sådan ser J.H. sine jævnaldrende og deres manglende illusioner - men flot og overbevisende skrevet