Lektørudtalelse
I alt 39 små historier hvoraf 20 af dem er set før i Myren der brokkede sig (87/50) og 19 er kommet til. Mystiske og mærkelige historier med et noget altmodisch præg, små undfangne ideer der ligesom balloner pustes luft i, og så slippes inden de er helt fyldt. Nogle af dem er bæredygtige med både indhold og alvor og nogle af dem er klart fusere. En underlig blanding af for sjov og alligevel ikke, af halve og hele historier - måske skrevet med udgangspunkt i børns egen fortælleteknik og fantasi? Men alligevel ikke alle nogen, der ligesom Louis Jensen fodrer læseren med ordbilleder og lyst til at digte videre, selvom GDH ikke er ueffen i sit sprog. Der er fabler, vrøvlehistorier, små anekdotelignende ting, ikke helt almindelige eventyr og små varme og morsomme historier. "Blandede bolcher" var en af de kommentarer Myren der brokkede sig fik med på vejen, og det er nok også det mest præcise der fælles kan siges om Ugh! Sagde Olsen. En samling med flere historier på det jævne og for få af de, der rigtig bider sig fast og bliver hængende. Jørgen Saabyes små fine (og voksne) stregtegninger rammer bogens tone præcist. Til oplæsning fra ca. 5 år