Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Maria Helleberg er kendt som velskrivende forfatter for både børn og voksne - ofte med historiske vinkler. Således også her, hvor tiden er dagene omkring 29. august i år 79 efter Kr. - dvs. ved Vesuvs udbrud og den følgende ødelæggelse af Herculanum og Pompeji. Den 10-årige Gajus stikker kort før udbruddet af hjemmefra for at finde sin mor, der netop er rejst af sted efter et brud med Gajus' far. Moderen besøger familie, hvor slavepigen Diana arbejder. I kaos efter vulkanudbruddet mødes de to jævnaldrende børn og slår følge i kampen for overlevelse med mange dramatiske og farlige oplevelser. Ud over kampen mod følgerne af naturkatastrofen er de også oppe mod bl.a. slavehandlere. En elementært spændende bog for de historisk interesserede læsere. Gennem at bruge en rig families søn og en slavepige som hovedpersoner tegnes et udmærket billede af samfundet på den tid, men ellers er det ikke tør historieformidling, der tynger bogen. Et afsnit med historiske fakta kunne have styrket forståelsen af baggrunden for den spændende fortælling i romanen. Det kan de dog finde andre steder, når de er blevet grebet af historien