Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Efter Drama på isen og En farlig slæderejse (begge 98/34), om Mylius-Erichsens Danmarks-ekspedition og den efterfølgende Alabama-ekspedition omkring 1910, har forfatteren på opfordring taget luftskibet Italias dramatiske forlis og undsætning i sommeren 1928 under behandling. Det er der kommet en rigtig god bog ud af. Med sans for detaljen giver den en spændende og intens beskrivelse af forliset og de efterfølgende mange døgns kamp mod kulde og isbjørne og svingende forhåbninger om redning. Bogen giver også en indgående beskrivelse af de hel- og halvhjertede redningsforsøg, præget af såvel personlige som nationale og politiske ambitioner. De sidste 50 sider handler om ekspeditionslederen Umberto Nobile og de øvrige overlevendes videre skæbne. Luftskibets konstruktion beskrives kort, og der er en oversigt over de medvirkende redningsfly. Til sidst et spændende kapitel om nordpolsekspeditionernes lidet glorværdige historie. Bogen er skrevet i et enkelt og præcist sprog og beretningen ledsages af stemningsskabende tegninger og en del udmærkede kort. Typografien er stor og åben, og afsnittene korte, så bogens mange sider vil ikke virke afskrækkende. Til læsere fra 12 år