Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kåre Bluitgen og Dorte Karrebæk har tidligere lavet lignende moderniserede udgaver af Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1999-2000) og Peder Paars (2001/22). Nu er turen kommet til Jeppe på Bjerget, Holbergs mest folkekære og populære komedie. Stykket er skrevet om til moderne og mundret prosa, men med stemning og stil og mange af Jeppes gode replikker bevaret. Illustrationerne fabulerer og digter med på historien. Men de er også specielle. Ja, mere specielle end de er kønne. Farverne er grelle, personerne er grimme. Men rent faktisk er Jeppe jo så fladpandet, som han bliver tegnet her, og de øvrige personer er jo nogle ubehagelige typer. Og det er sikkert, at illustrationerne giver teksten en ekstra dimension og gør bogen til noget særligt. At bestemme målgruppen er ikke helt let. Teksten kan nok forstås fra ca. 6-7 år, men historien er for voksne. Så måske til præsentation af Jeppe for unge. Og ellers for voksne. Det er prisværdigt, og modigt, at forlaget giver sig i kast med disse bearbejdninger af Holberg, så "vor tid" får en indgang til disse klassikere, der stadig lever, her mere end 250 år efter at de er skrevet