Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

Anne Pedersen bragede igennem med den prisbelønnede Hr. Flugt går under jorden i 1995, og banede dermed vej for en ny generation af eksperimenterende illustratorer. Nu flere år og billedbøger senere kommer der en fortsættelse om Hr. Flugt som i den forrygende debutbog fandt trygheden i sin celle efter en farefuld tur gennem underverdenen. Denne gang flygter han gennem luften ved hjælp af en ballon - ud for at finde friheden. Han møder forskellige personer bl.a. en kranfører, julemanden, en bjergbestiger og såmænd også Gud. Alle har de et bud på hvad frihed er. Men enten er det ikke noget for Hr. Flugt, eller også er prisen, bl.a. ensomhed, for stor. I flg. Gud findes frihed først hinsides - så hvorfor egentlig længes efter den? Efter et mareridt vågner hr. Flugt da også lettet op i sin celle. Antiklimaks? Nej, slutningen er logisk nok indenfor bogens univers. Billederne er igen det væsentlige og minder i stil om den første. Karakteristisk er den grafiske opbygning med den dominerende sorte farve og den stoflige virkning, dog er der her brugt flere farver og lyse baggrunde. En grafisk spændende og fantasifuld billedbog med spøjse detaljer og finurlige personer bl.a. Gud som gammel, piberygende general. Bogen kan også stå alene. Fra ca 4 år