Lektørudtalelse
En sød historie med den kendte lille abe, Peter Pedal. Peter og manden med den gule hat er taget til storbyen og går ind i et stormagasin. Som sædvanlig begynder Peter Pedal at lave ulykker fordi han er så nysgerrig, og i forvirringen bliver han væk fra sin ven; så går den vilde jagt gennem storbyen, for Peter synes hele tiden at han kan se manden med den gule hat i menneskemylderet. Til slut ender Peter i stormagasinet igen, og der er hans ven stadig, så de bliver endelig genforenede. Tegningerne ligner til forveksling de oprindelige, og både billeder og historie rummer rig mulighed for hyggelig samtale. Vi fik en overgang en række bøger hvor Peter Pedal havde taget navneforandring til Georg Nysgerrig - det er betryggende at få det oprindelige danske navn tilbage, selvom det er lidt fjernt fra det amerikanske forlæg. Bogen er velegnet til højtlæsning i børnehaveklassen, men kan da nok friste elever i 1. - 2. klasse, især hvis de kender Peter Pedal