Lektørudtalelse
Denne fantasy-roman for unge er skrevet efter den gængse opskrift. Vi befinder os i et middelalderligt land Niacondra i en verden med to sole. Dværgen Barzak og dennes ven mennesket Titras møder på deres færd den smukke unge troldkvinde Kimayor og tyven Taidrus. De får til opgave af Niacondras dronning at redde landet fra en truende fare, der udgøres af mørkets onde magter. Denne bog er første del af en længere historie, og hovedpersonerne er ved dette binds slutning stadig kun lige startet på deres mission. Historien er omstændeligt fortalt i et nydeligt men lidt blodfattigt sprog. Persontegningerne er en anelse stereotype, og personerne er endnu ikke rigtigt trådt i karakter. Forrest i bogen er der et kort over landet Niacondra. Bogens forside viser en udmærket tegning af bogens personer på deres mission gennem det dystre landskab. En gennemsnits-fantasy for de 12-14-årige