Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

I starten af 2. verdenskrig går det rigtig skidt for det britiske flyvevåben. Et usandsynligt stort antal fly bliver skudt ned under de bombetogter, der er det eneste våben mod tyskerne i den fase. Tyskerne har tilsyneladende udviklet et radarsystem. Den unge teknikinteresserede Harald Olufsen falder tilfældigt over en mystisk installation på en vestjysk ø og ad omveje bliver han involveret i den gryende modstandsbevægelse og får fra England besked på at fotografere installationerne. Det lykkes, men pludselig bliver han også ansvarlig for at få filmen til England via en halsbrækkende flyvetur i et ramponeret og spinkelt Hornet Moth-fly sammen med en veninde, der nok kan flyve - i modsætning til ham - men har en forstuvet fod og hånd. Kulminationen: den utrolige flyvning, bygger på Thomas Sneums og Kjeld Petersens tilsvarende tur i juni 1941. Bogen er meget spændende og giver et godt og nuanceret billede af Danmark under besættelsens første år. Researchen er uhyre grundig og der er ikke lagt til Sneums og Petersens usandsynlige bedrift – snarere tværtimod. En velskrevet og fængslende thriller med meget drama og indlagt romantik, der også har bud til interesserede i Danmarks besættelse og 2. verdenskrig