Lektørudtalelse

Forfatter: Lis Mikkelsen

Det er en vanskelig opgave at bearbejde H.C. Andersens sprog, men det er lykkedes for Jørn Jensen at bevare sprogtonen med det særligt Andersenske og samtidig gøre Det er ganske vist og Hvad fatter gør, det er altid det rigtige til letlæste eventyr med henholdsvis lix 11 og 13. Selv om sætningerne er korte og gamle ord erstattede med nye, er lydord og specialiteter intakte. Det er i det hele taget en fornøjelse at læse eventyrene i Dragebøgerne. Der er kommet i alt 10 H. C. Andersen-eventyr og en temaværkstedskasse så der er godt materiale at tage fat på for elever i 2.-3. kl. Birde Poulsens illustrationer er kunstværker i sig selv. De illustrerer teksten og understøtter den, så den lidt tøvende læser hjælpes godt på vej. Hønsehusets beboere indrammer teksten så man nemt forstår pointen, og den gode papirkvalitet sammen med den store sats gør bøgerne til en nydelse at læse i. Fatter og hans kone ser ikke ud som man almindeligvis ser dem, men det er lykkedes for illustratoren at få hver deres personlighed frem. Det er dejlige bøger til både læsetræning og oplevelse