Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Originaludgave 1971, første gang på dansk 1978. Da den aldrende eneejer af et diamantimperium får besked om at han skal dø af kræft inden for et halvt år, udformer han et testamente som får hans søn og stedsøn til at ligge i åben krig. Sønnen Benedict har altid hadet stedsønnen Johnny, og en episode i barndommen har fået faderen til at afsky Johnny. Nu får Benedict, qua testamentets udformning et våben mod Johnny, og han udnytter det fuldt ud, både med legale, men ikke mindst illegale metoder. Søsteren og Johnnys kone indblandes i dette spil om menneskers dårskab, forræderi og vold, men efter mange højdramatiske begivenheder sejrer retfærdigheden, og kærligheden. Et plot der virker forudsigeligt og ofte prøvet, men som sædvanligt formår Wilbur Smith at få en god og underholdende roman ud af det, en roman der foregår i hans elskede Afrika, som han altid forstår at skildre, så man næsten kan fornemme heden og støvet, og med diamantudvindingen som den spændende baggrund, bærer man raskt over med de karikerede personer og lader sig fange ind af historien