Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Fosdal

"Der er altid plads til en til", når det drejer sig om en velskreven bog om en af de berømte grønlandsekspeditioner. Kurt L. Frederiksen har tidligere skrevet om pionererne Knud Rasmussen i Kongen af Thule (1995) og Haslund-Christensen i Manden i Mongoliet (2001). Spor over isen har som emne den litterære ekspedition til det nordligste Grønland 1902-04 med Mylius-Erichsen, Knud Rasmussen, Harald Moltke og Jørgen Brønlund. Alfred Bertelsen deltog i den første del af ekspeditionen. Bogen bygger på dagbogsblade - hvoraf en del kan læses i uddrag i Nye slædespor (1984) - på korrespondance, avisartikler, bøger mm. Den er forsynet med kort fra Mylius-Erichsens og Moltkes bog om ekspeditionen, men har ellers ingen illustrationer. Formen er romanbiografiens med indirekte citater fra kilderne, indarbejdet i en flydende fremstilling af det dramatiske og farefyldte forløb af ekspeditionen. Forholdet ekspeditionsdeltagerne imellem var ofte anspændt. Det er et hovedtema i bogen, og her trækkes der også på vor viden om, hvordan det senere gik for de involverede. En vellykket popularisering, der vil finde mange læsere