Lektørudtalelse

Forfatter: Laura Michelsen

Debutroman. Karen kommer fra usle kår, men ved hjælp af sin ukuelighed, sit gode hoved og aldrig svigtende gåpåmod lykkes det hende at tilkæmpe sig en bedre tilværelse. Efter nogle år som tjenestepige i Kerteminde udvandrer Karen i 1881 til Amerika lokket af løftet om frihed og lighed for alle. Her følger vi hendes opstigning fra at være rengøringspige på et stort hotel i New York til at blive leder af hotellets kvindelige stab og til slut indehaver af egen restaurant. Karen er en moderne kvinde. Hun vil klare sig selv og ikke være afhængig af en mand. Hun engagerer sig i kvindesagen og forarges gang på gang over de usle vilkår byens mange fattige lever under. Emnet til trods er der ikke tale om en realistisk, historisk roman. Mange af romanens scenarier er realistiske nok, men beskrivelsen af de involverede personers måde at reagere på og navigere inden for de givne rammer er for overfladisk og præget af for hurtige løsninger til at virke troværdig. Persontegningen bliver derfor også lidt for stereotyp og unuanceret. Går man ikke så højt op i dette er Karen en sød historie med både drama, romantik og social bevidsthed. Bogen vil finde både yngre og ældre kvindelige læsere, blandt de, der holder af fx Klinkevals af Jane Aamund