Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Astrid Lindgrens klassiske og gribende fortælling om den ensomme, forsømte og forældreløse dreng, der må drage til en magisk verden for at finde en far, der elsker ham betingelsesløst, udkom første gang på dansk i 1955 efterfulgt af adskillige oplag. Den indbydende jubilæumsudgave i en udmærket nyoversættelse og med stemningsfyldte tegninger af Ilon Wikland er en værdig arvtager. Der er dog ingen grund til at kassere pæne eksemplarer af 1. udgaven, for den gamle oversættelse virker forbavsende frisk. Måske skyldes det Lindgrens suveræne, enkle og udtryksfulde sprog, at der ikke har været brug for omfattende sproglige justeringer. Den poetiske og til tider vemodige tone understreges af de mange gentagelser. Elementer fra den triste og barske virkelighed genfindes i den magiske verden, omskabt til noget fuldkomment. Kærlighed og venskab er gennemgående temaer tillige med den klassiske kamp mod ondskaben, der optager det meste af bogen. Mio er ingen helt, men en bange, lille dreng, der får hjælp af en besjælet natur, når det ser sortest ud, og følges af sin trofaste ven lige til den endelige kamp. Lindgren kombinerer spænding med en enkel og engagerende beskrivelse af væsentlige eksistentielle behov, der vil fange børn fra ca. 7 år