Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Dette er en fortsættelse af letlæsningsbøgerne i Læselyst-serien for voksne I de voksnes rækker og Kram i krogene . Vi følger i denne nye roman fortsat pigen Lise, der stadig bor hos forældrene i arbejderhjemmet på Nørrebro, men som nu er kommet i lære på et kontor og har kæresten Anders. Lise fortæller om sit daglige ungpigeliv, hvor hun nu er på vej væk fra hjemmet og dets traditionelle omgangsformer. Sammen med Anders, hvis forældre tilhører borgerskabet, og i hendes arbejde i et privat firma, stilles der nye faglige og anderledes voksne krav til hende. Bogen slutter, da Anders og Lise er blevet gift og har fået en moderne nybygget forstadslejlighed. Temaerne i romanen kredser om Lises udvikling fra den barnlige og lidt naive pige, der er solidarisk med barndomshjemmets værdier, til hun som voksen kvinde har fået en selvstændig kvindelig og seksuel bevidsthed i parforholdet og i arbejdslivet. Således slutter romanen med et kort efterord om, at Lise meldte sig til studenterkursus og efter at have fået to børn også opnåede at blive færdig med jurastudiet på universitetet. Romanen fortælles af Lise i en enkel almindelig sprogtone, som er let læselig, og indholdet rummer gentagne og let forståelige korte handlingsforløb. En underholdende og ofte morsom socialrealistisk fortælling der vil tiltale målgruppen af læsesvage unge og voksne