Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Forfatteren til denne klassiske "gothic novel" er nok en af de mest berømte gyserforfattere. Hendes historier er blevet filmatiseret og fremstår som nogle af fx Hitchcock's bedste. Nærværende roman er udkommet i utallige udgaver, den p.t. mest udbredte er nok NDL's fra 89. Den står, naturligvis slidt, på mit bibliotek, men er alligevel pænere både i udstyr og desværre også i trykkets klarhed og dermed også læsbarhed end denne nye. Men det ændrer jo ikke på det faktum, at det er en spændende og uhyre velskrevet historie om den unge pige Mary, der efter moderens død drager ned til sin tante Patience i Cornwall. Tanten bor sammen med sin mand på den ensomt beliggende "Jamaicakro", men da Mary finder frem til stedet, befinder hun sig i et uhyggeligt og mystisk univers med hylende vinde over skumle hedestrækninger, sære hændelser ved nattetider omkring kroen, og hvad er det den voldsomme onkel Joss har for med sin bande langs den øde kyst? Og er den mærkelige præst så from, som han påstår? Og hvad er det med Joss' fandenivoldske bror Jem? Er han en slyngel, eller er der alligevel noget retskaffent bag hans skikkelse af hestetyv? Du Maurier's samfundsopfattelse og meget klasseopdelte verden er jo blot et billede fra hendes tid og baggrund, men hun havde et usvigeligt sikkert tag på at lægge atmosfære og psykologisk uhygge i en historie. Hendes bøger bliver stående en stund endnu