Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Både Hit med mobilen (blå serie) og Hey, er her party? (rød serie) i den nye serie, Cafè henvender sig til 13-15-årige (fra 6. klasse) læsesvage og tosprogede. Bøgerne henvender sig til henholdsvis drenge og piger. Indholdet berører emner, der interesserer unge: fester, mobiltelefoner, chat og computere. Bøgernes titler og forsider vil appellere til målgruppen
Beskrivelse
Hit med mobilen handler om Simon, der ønsker sig en sej mobiltelefon. Da det endelig lykkes ham at spare op til den, bliver den stjålet. Bogen handler også om klassiske problemer ved at være skilsmissebarn, om konfirmation og den første kærlighed. I Hey, er her party? har den stille og forsigtige Lea lige fået en ny veninde, Nanna, som er hendes modsætning. Det viser sig dog, at der er en grund til Nannas fanden-i-voldskhed. Hendes mor er alkoholiker. Begge bøger er skrevet i et mundret, letlæst sprog med megen dialog. Der er bevidst brugt de unges eget sprog uden det dog virker plat. Begge bøger har indholdsfortegnelse, og hvert kapitel har en overskrift, hvilket letter forforståelsen. Der er lavet opgavehæfter til bøgerne
Sammenligning
Serien er delt op i to niveauer, en rød og en lidt sværere blå serie. I den røde serie er der meget korte linjer, hvilket er sjældent for bøger, der henvender sig til denne aldersgruppe
Samlet konklusion
To veltilrettelagte letlæsningsbøger til frilæsning og læsetræning for ældre elever, der her finder et vedkommende og alderssvarende indhold