Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Romanen henvender sig meget bredt til det store publikum af yndere af den professionelt skårne thriller

Beskrivelse

Ad forunderlige veje ender en mappe med gamle sagsakter på skrivebordet hos Carl Mørck, leder af politiets Afdeling Q. Sagen er ellers i sin tid afsluttet som en tilståelsessag, og den skyldige afsoner stadig en langvarig straf. Men da Mørch og hans hold begynder at grave, tegner der sig et billede af en gruppe af samfundets spidser som mulige deltagere i sande voldsorgier, med udgangspunkt i deres skolegang på landets mest prestigefyldte kostskole. Vold mod dyr, mennesker - en række drab, det er det grumme billede, der tegner sig med posedamen Kimmie som omdrejningspunkt. I en meget effektiv og professionel fremstilling med godt anvendt handlingsskabende krydsklipningsteknik fortæller Jussi Adler-Olsen en rystende men ikke usandsynlig historie med elementer fra samfundets bund til dets top, og Mørch selv kommer i den grad selv i spil i denne hæsblæsende krimithriller, der også giver sig tid til at forholde sig ironisk til fx politireformen

Sammenligning

Jussi Adler-olsen har tidligere bl.a. udsendt den godt modtagne Kvinden i buret, 2007, hvor Mørch og hans team introduceres, og efterfølgeren lægger sig fint i forlængelse af denne til noget, der nu tegner sig som en mulig serie, det lægges der op til i bl.a Mørchs betagelse af psykolog Mona Ibsen

Samlet konklusion

Flot fortsættelse af Kvinden i buret med en krimithriller, der er stilbevidst med rødder i den hårdkogte krimi men også med aldeles nutidig suspense og gys af internationalt format