Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Titlen refererer til spanske lejetroppers, garnisoneret i Nyborg 1808, skiften side (fra Frankrig under Napoleon til England) under Napoleonskrigene. En storpolitisk detalje og som sådan med sigte mod den historisk interesserede læser. En meget detailrig skildring, der fordrer formidling og/eller forhåndsviden hvis den almindelige læser skal holde fæste
Beskrivelse
Udover at skrive detailrigt om Nyborg og spanierne er bogen fuld af digressioner og andre sidespring til mange personer og begivenheder i verdenhistorien: Mozart, Gutenberg, den amerikanske frihedskrig, Thomas Jefferson, Suez-kanalen etc. Den røde tråd forsvinder ofte ud af fokus. En fremstilling uden sproglig økonomiseren, uden stringens og tilsyneladende næsten kun med den disposition som kronologien nu engang dikterer. Jeg synes, bogen efterlader læseren lidt fortabt
Sammenligning
Danmark og Napoleons-krigene er emnemæssigt næsten synonymt med Englands-krigene 1801-14 og det efterfølgende tab af den danske flåde og siden Norge. Sidste år, 200-året for Kbh.'s bombardement, udkom bl.a. Rolf Scheens Flådens ran og Erik Lerdrup-Bourgois' & Niels Høffdings Danmark og Napoleon. Der findes i øvrigt også en række netkilder om emnet, bl.a. http://da.wikipedia.org/wiki/Englandskrigene
Samlet konklusion
Et lille stykke danmarkshistorie der fordrer sin læsers tætte nærvær og vedholdenhed. Stoffet er omfangsrigt, og det syntes desværre næsten også at have taget overhånd på trods af forfatterens stærke engagement og viden