Lektørudtalelse

Forfatter: Hans Radsted

Anvendelse/målgruppe/niveau

En historie om den første besværlige kærlighed, som i et let læst sprog henvender sig til børn fra ca. 11 år, selv om nogle teknisk vil kunne læse teksten tidligere

Beskrivelse

Vilmer og Mick er bedste venner. De er begge forelskede i Lisa - Vilmer hemmeligt, hvorimod Mick åbent betror sig til vennen og ydermere beder ham om finde ud af, om Lisa gengælder Micks følelser. Det kommer der ganske meget dramatik ud af, for selv om Vilmer kommer tæt på Lisa, så får han ikke overvundet sin generthed. Til gengæld koger følelserne inden i ham og et uvenskab lurer. Det går så galt, at Vilmer er skyld i, at Mick brækker en arm, men alt ender dog godt til sidst. Det er forfatterens debut som børnebogsforfatter og en vellykket en. Historien er dagligdags, men spændende fortalt og sproget løber let. Personerne er troværdige og benytter sig af iPods, mobiltelefoner, internet og PS-spil, som man jo skal nu om dage

Sammenligning

Emnet er bestemt ikke ukendt i børne- og ungdomslitteraturen. Fra samme serie kan eksempelvis nævnes Små kys af Haye van der Heyden og To gyldne hjerter og Et hjerte i fare af Margot Andreasen

Samlet konklusion

Alt i alt er den en bog, som måske ikke tilfører emnet noget nyt, men som bestemt er læseværdig for målgruppen og når det kommer til stykket, så er det der med kærligheden jo en evig historie, som heldigvis må gentages igen og igen